Når man installerer hydraulisk styret autopilot i sin båd, kan det ske, at udluftningen kan komme til at ligne mareridt i vågen tilstand, fordi der bliver ved med at ’hænge’ en luftlomme et eller andet sted i systemet. Sådan havde jeg det selv forleden, hvor rattet på trods af timevis påfyldning med hydraulikvæske blev ved med først at tage fat efter drejning en halv omgang – og det er jo for stort et slip! Oliespild, frustration, ratslør, banden og svovlen som eneste resultat efter timers arbejde – indtil jeg tog kontakt til en af vores sponsorer, DC Marine Consult (vores medlem Simon Damkilde). Da han dukkede op med sin kuffert indeholdende specialværktøjet, så var problemet løst: En nippel på hver side af cylinderen, en dobbeltnippel i ratpumpen, en masse slanger og strøm til en pumpe og en oliebeholder, hvorefter olie og luftbobler susede rundt som på tur i Tivolis rutsjebane. Olien blev i slangerne, mens luften endte hvor den hører hjemme – i luften udenfor. Operationen tog faktisk kun fem minutter, og slippet i ratpumpen var under en centimeter. Sådan! Enkelt, effektivt og pengene værd.

 Postmester P