Vejret drillede lidt i går, men alligevel var der trollingbåde ude både vest og sydøst for Bornholm. Der var mange stimefisk i begge områder og det så lovende ud på ekkoloddet, men der var ingen laks som bed på vores grejer. Til opvejning kom ca. 20 medlemmer, hvor vi hyggede i lakseklækkeriet, her havde Peter og Gert disket op med grillpølser og øl og vand. Tak for hjælpen. Alle var ved godt mod og vi tror på at laksene snart bider på vores grejer her i farvandet omkring Bornholm.  Dagens præmier fra Check Point Marine, som desværre ikke blev afsat, går til de tre første, godkendte fedfinneklippede laks, som meldes ind på bloggen, jf. tidligere udmelding. Så vi glæder os til at det forhåbentlig snart bliver laksevejr. I øvrigt var vandtemperaturen omkring 10 grader derude, så laksene er helt sikkert på vej.

 KNÆK og BRÆK