Langt om længe dukkede der fødefisk op her ved Nordlandet , og endelig lykkedes det at få en fedtfinnefri laks i båden igen. Den sidste blev fanget for mange måneder siden, så det er næppe Nordlandets trollingfiskere, der truer laksebestanden! I dag lykkedes det så efter et dobbelthug – på Klubblink i overfladen og på flasher og løje nede i 60 fod. Jeg tog hånd om overfladefisken først, selvom den i 60 fod tonsede afsted, men det tog jeg forholdsvis roligt, fordi fisk som regel er solidt kroget med løjekroge i gabet. Fighten med fisken på klubblinket gik fint, så pludselig lå der en fed, fedtfinnefri laks på dørken, som jeg straks gav præsten – og hvad så? Tanken dukkede pludselig op – hvad skal jeg nu med den anden laks? Sådan set var dagens laksefiskeri jo slut, eftersom man jo kun må hjemtage en enkelt fedtfinneklippet laks!? Problemet løste sig selv, for laksen på løje-taklet klippede simpelthen linen over, da jeg lagde pres på den. Måske skal myndighederne nu seriøst overveje at indføre forbud mod dobbelthug?? Dagens laks: 82 cm og 6,4 kg. Mvh Postmaster P