Selv om jeg har fisket laks i rigtig mange år, så kan jeg stadig blive kisteglad for et laksehug! Min båd har, som det fremgår af det ene billede, af forskellige grunde stået på land siden 28. november og blev først gjort sejlklar forleden. Jeg var ude med Per lige før jul for at sikre noget vinterforråd, og derudover er den lange vinter gået med et par gode kystture i waders, men i dag den 25. april skulle årets og sæsonens allerførste trollingtur finde sted. Efter så lang en pause burde der naturligvis være lidt retfærdighed til, så jeg forventede selvfølgelig at fange laks, selv om jeg godt ved, at forventning om retfærdighed i lystfiskeri er absurd. Men håbet er som bekendt lysegrønt og i dag også sølvskinnende. Ville turen have været god uden laks? Ja, solen skinnede jo og der er dejligt på havet, men hånden på hjertet så er solskin, bølger og forårsluft absolut bedre med laks end uden. Denne til bloggen på knap 8 kilo. Poul Stadler