Vi fik besøg af vores venner fra Holland i dagene omkring Nytår – ikke mindst for at komme ud at trolle lidt.
Alle ved nu hvordan vejret artede sig, og først idag lykkedes det at få en hel trollingdag. Min ven Krijn og jeg tog ud fra Tejn ved 8 tiden og startede omkring Kineseren og Eriks Hul… op ad formiddagen ude omkring 11-eren fik Krijn et hug på sin den nederste stang. Vi ventede det klassiske halve minut i håb om et dobbelthug inden jeg begyndte at bjærge grejerne. Jeg rykkede den nederste klemme ud på min side, og begyndte at spole ind, og da jeg havde spolet lidt faldt endnu et hug – nu på den stang jeg holdt i hånden. wow – det var stort – da man jo ikke just er vant til at mærke hugget. Nå men nu tog min laks et godt udløb skråt op i min yellow bird og det kludrede sammen – derefter på tværs af det hele ind i Krijns fisk, så vi nu havde to fisk på tre stænger i en skøn fuglerede.
Det lykkedes os af få Krijns fisk fri og “tjessa” den – og kort efter kom en stor fuglerede ind i båden på min hovedline, mens den anden fisk gik i tomgang et stykke bag ved båden. Vi fik nu travlt med at klare grejerne ud og fik bidt linen over til den anden agn, for at få den fri af hovedlinen – Meeeen i kampens hede var det den forkerte line, der blev bidt i. Nu stod jeg med en stor laks gående bag båden med linestumpen i de bare hænder – ups….Vi kiggede på hinanden og Krijn snuppede en tom stang ned fra stangholderen, og inden fisken tog det næste udløb fik vi bundet linestumpen fast til det nye hjul, så kampen kunne fortsætte. Kort efter var denne fisk også klar til “tjessan” pu-ha… det var tæt på…
Krijns fisk var 7 kg. og blev taget på den stive med flasher og min fisk var 10,5 kg. og blev taget på den halvstive (ny opfindelse af Anders, som jeg fik til afprøvning – tak Anders….) med en lille flasher.
Det er kun mig, der er tilmeldt Bornholmerlaksen, så derfor bedes kun om eet nummer – tak..
M.v.h. Søren Dalberg-Pedersen