Da det (endelig) lykkedes at få gennemført turen til Christiansø, fik vi sæsonens anden trollingtur sammen. 

Det hele startede da Bjarnes mor torsdag ringede og inviterede os til spisning fredag aften. Vi takkede ja til 2 mand. “Nå, men hvad skal børnene”, blev vi spurgt. “Tja, de skal ned til jer, for vi skal til Christiansø!” Så gik op det for hende og hun udbrød: “Jamen, så tager de nok ikke hjem efter maden…” (nej, kære mor 🙂 )
Vi pakkede Sukai fredag eftermiddag og drog afsted til øen. Vi kom frem i god tid før middagen, så der var tid til lidt hygge på kajen. Middagen var et kapitel for sig, for vi fik den bedste flæskesteg, vi har fået i mands minde. Dertil lidt rødvin og et skønt selskab – ja turen var en succes allerede inden stængerne var sat i vandet. Kaffen på kajen bagefter var hyggelig, men mængden så rigelig at nattesøvnen ikke var noget at råbe hurra for 😉
Morgenmaden blev indtaget gabende i lygternes (noget) kraftige skær under åben himmel på Frederiksø før vi stævnede ud. Som altid, når Malene er med, bestemte hun i det store hele, hvor vi skulle hen, så det blev Ø-S-V-N-Ø eller deromkring. Det viste sig ikke at være en dårlig beslutning. Det bedste var dog at hun trængte til mere skønhedssøvn -det gav nemlig bid – to gange!!
Den første laks huggede på Bjarnes side, så han fik æren af at lande en fin laks på 3,8 kg, som stille og roligt svømmede op i nettet. Derefter var der ingen tvivl om, at Malene måtte tage den næste, som var lidt sjovere, da den to gange sprang op af vandet. Den lavede ikke meget mere sjov og tog turen op i nettet lige så stille og roligt som den første. Med sine 7,36 kg var det sæsonens største, hvilket Bjarne får at høre for indtil han slår bådens sæsonrekord…
Knæk og Bræk til alle fra team Sukai
Bjarne og Malene